#eaa740 Kan USA’s demokrati overleve Trump? / SPOT 16 / 2016

Kan USA’s demokrati overleve Trump?

8. november 2016 / SPOT 16, 2016 / Uanset præsidentvalgets udfald er USA i denne tid kastet ud i en politisk og eksistentiel krise, der savner sit sidestykke. Supermagten og dermed verden er på vej ind i et ukendt terræn.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Fadi Abou Hassan

Aldrig før i nyere amerikansk historie har vi oplevet en kandidat, som uskrømtet og skamløst og gentagne gange har angrebet det liberale demokratis bærende normer. Trump har truet sin modkandidat med fængsel, har appelleret til en udenlandsk magt om at hacke hendes kampagne, har varslet, at han ikke vil anerkende hendes eventuelle sejr og på forhånd erklæret, at vinder hun, vil det være, fordi der er begået valgsvindel.

Den moralsk retarderede og intellektuelt fallerede stratenrøver Trump er notorisk en dårlig taber, og ‘taber’ er netop et af de yndlingsskældsord, han til overflod bruger om enhver, der står ham i vejen. Trump har aldrig nogensinde erkendt et nederlag, men altid søgt at tørre ansvaret af på alle mulige andre, og der er al mulig grund til at frygte de revanchistiske reaktioner, som hans sårede narcissistiske ego kan afstedkomme. Selv om han taber, hvad alle forudsiger, er nederlaget imidlertid ikke hans alene. Alene det forhold at hans kandidatur var muligt, er allerede et enormt nederlag for Amerikas politiske system og kultur. Det er et nederlag for USA, at han kunne vinde de republikanske præsidentvalg over langt bedre kvalificerede kandidater, og et nederlag, at han står til at vinde mellem 20 og 25 stater i ‘det røde USA’. Det er et nederlag, at Hillary Clintons forspring i meningsmålingerne periodevis har kunnet være så spinkelt. Det er et nederlag, at 40 procent af amerikanerne kan få sig selv til at stemme på en så åbenlyst autoritær, antidemokratisk, sexistisk og racistisk skikkelse, der aldrig har formuleret en politik, der rækker ud over Twitter-formater, tomme slagord og løfter, der kun vil kunne indfris på bekostning af retsstaten. Trumps vælgerkorps har vidst ganske nøje, hvilken mand han er, for det har han aldrig lagt skjul på.

At Trump har kunnet nå så langt, at han kom inden for rækkevidde af at kunne overtage verdens mest magtfulde embede, skyldes imidlertid ikke primært et oprør fra de glemte, forsmåede amerikanere, som den globaliserede kapitalisme har ladt i stikken, for Trump er ikke så meget produkt af denne folkelige forurettelse, som han er et produkt af et korrupt republikansk parti, der overhovedet tillod ham at stille op. Alt for få Republikanere har offentligt undsagt Trump og brudt med ham. Partiets kalkulerende fokus har i stedet været at vinde valget med alle midler, inklusive dæmonisering af modstanderen, og at undgå at lægge sig ud med vælgerbaglandet og dets af ‘højrealternative’ medier opfanatiserede græsrødder. Måske har partieliten forestillet sig, at man kunne kontrollere en præsident Trump, når først han var ved magten. Hvor fatalt forblændende og forfejlet den strategi kan være ved vi fra 1930’ernes Tyskland, hvor Hitler kom parlamentarisk til magten på støtte fra konservative katolikker. At Det Store Gamle Parti har svigtet sit demokratiske ansvar, er hævet over enhver tvivl, og man kan frygte, at vi ikke har set det værste. Skal Republikanerne tilbage på det demokratiske fundaments spor, er de nødt til at besinde sig. Hvis Donald Trump i morgen nægter at anerkende en valgsejr til Hillary Clinton, eller hvis han anstifter eller undlader at fordømme ekstremistisk vold som reaktion på denne, er den republikanske ledelse nødt til at bryde alle bånd mellem partiet og Trump og sætte hensynet til de demokratiske normers og institutioners overlevelse og sundhed over sine egne ambitioner om tilbagevenden til den politiske magt. 

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Fadi Abou Hassan

Abonnér på nyhedsmail