Kæltringen i Kreml har sejret ad helvede til

19. december 2017 / SPOT 13, 2017 / LEDER / Livet har været godt ved lillefar.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Annette Carlsen

Fyndige replikker og ramsaltet sprogbrug var der traditionen tro – men de var ikke nær så veloplagt som i foregående år. Smiskende spørgsmål fra statsmedier? Ja, de var der som altid – ganske som de omhyggeligt udvalgte ’uventede’ og ’konfrontatoriske’ spørgsmål – perfekte oplæg til barske svar. Undvigende svar og groft løgnagtige påstande? Ja og Ja. Den russiske præsidents årlige pressekonference strakte sig over  vanlige fire timer og rummede alle de typiske elementer, russerne har kendt, siden han i 1999 satte sig solidt på magten. Og dog manglede sidste uges marathon-seance et centralt element: et nyt stærkt og engagerende budskab til befolkningen. 

Det var i år en bemærkelsesværdigt glansløs forestilling fra Vladimir Vladimirovitj Putins side, der ellers nok kunne have brug for at skabe illusioner om et fornyet mandat – den 65-årige bebudede helt som ventet, at han går ind i 2018 som genopstillet kandidat til ‘præsidentvalget’. Og bemærkelsesværdig, fordi Kremls stærke mand går ud af 2017 som verdens uden diskussion mest magtfulde leder.

Ja, Putin har sejret ad helvede til. Livet har været godt ved lillefar. Små 20 års kleptokratiske manipulationer har ifølge ekspertvurderinger gjort ham til verdens rigeste mand – rigere end Bill Gates og Jeff Bezos til sammen. Putin har realiseret, hvad hans forgængere i Sovjetunionens dage end ikke turde drømme om: påvirket udfaldet af et amerikansk præsidentvalg, så den i Rusland foretrukne kandidat vandt. I Det Hvide Hus sidder nu en docil, delirøs og malign narcissistisk sinke, der, trods nagelfaste beviser for det modsatte, udtaler sin fulde tillid til, at Putin taler sandt. I 2017 lykkedes også Ruslands militære eventyr i Syrien: Det morderiske Assad-regime er nu så afstivet så meget, at det de facto har vundet borgerkrigen. En smule trak det ganske vist ned, at Rusland udelukkes fra de olympiske vinterlege grundet udbredt doping, men i 2018 kan landet sole sig i hele verdens opmærksomhed, når VM i fodbold afvikles under russisk værtsskab. Samtidig er europæisk enhed mere svækket end i årtier med Storbritanniens afkobling fra EU og fremmarchen for illiberale regimer i Østeuropa. 

Indadtil er diktaturet naturligvis komplet og har været det længe. Oppositionen findes kun i kontrollerede pynteudgaver eller er undertrykt med over 100 politiske fanger plus de lejlighedsvise politiske drab eller udmanøvreringer af rivaler gennem fup-retsprocesser. Statsdumaen er et ekspeditionskontor uden repræsentativ eller legislativ rolle. Valghandlinger er forhåndsarrangerede ritualer til forlængelse af hans og hans kumpaners magtpositioner. Alle fjernsynskanaler er propagandatågehorn. Alle kritiske røster bringes til tavshed som ‘fjendtlige agenter’. Hurrapatriotisme gennemsyrer det offentlige liv som kompensation for faldende levestandard. Jo, Putin er verdens mest magtfulde, selv om hans land kun har en udenrigsøkonomi på størrelse med Italiens. USA og Kina er langt mere magtfulde lande, men Putin kan udøve sin magt unilateralt uden om institutioner, partier og politisk modstand. Hele den russiske magtstruktur er samlet i hans hænder. Når en generalsekretær i Sovjetunionen døde, valgte politbureauet en ny, men ingen aner, hvad der vil ske, når eller hvis Putin falder væk. 

Putin forstår Rusland og russernes behov for stabilitet og for et land, der kan udstråle styrke og skabe respekt. Og han forstår verden. Han fører en skjult krig mod Vesten, for han er ikke så dum at gøre det direkte. Han forstår at udnytte det asymmetriske magtforhold i egen favør med dis-informationer og cyber-krig. Han forstår at udnytte de frie åbne samfunds svagheder og splittelser. Han forstår skrøbeligheden i deres institutioner og forstår at spille på deres modsætninger og udfordringer i forhold til integration og diversitet. Putin forstår os, men forstår han sig selv? Hans projekt om magten for magtens egen skyld ser ud til at være nået til vejs ende. Dette var, hvad vi fik et glimt af ved pressekonferencen – den indre tomhed i kleptokraten og KGB-mandens hoved. 

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Annette Carlsen

putin

Abonnér på nyhedsmail