I kan tage vores ansigter for det

14. november 2017 / SPOT 11, 2017 / LEDER / Ansigter. Ansigter. Ansigter. Uha, det er igen på de tider, hvor en aggressiv skilteskov skæmmer by-landskaber i det ganske rige. Tarveligt og påtrængende ser det ud, men sådan er ritualet. Det bedste man kan sige om denne massive selvsynliggørelse er, at Danmark øjensynligt ikke lider af mangel på politisk virketrang.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Lars Refn

10.000 kandidater lyser os i møde fra 100.000 plakater. 10.000 angler efter vores stemme og tillid. 10.000 kappes om blive de nye eller de genvalgte by-rødder i Dronningerigets 98 kommunalbestyrelser. 10.000 håbefulde jagter lokalsamfundets politiske tillidshverv. 10.000 fører sig frem med meninger om alt fra ældrepleje til kloakering, fra vedligehold af parker til grundskyldsprocenter. 

Hvilken fest for Folkestyret med et så et omfattende engagement, hvilken svir med en så rørende omsorg for almenvellet, hvilken lyst med en så velsignelsesrig udnyttelse af de demokratiske rettigheder! Valgforskere spår, at 70 procent vil stemme den 19. november ved kommunal- og regionsvalg, så what’s not to like?  

Masser, desværre, for bag denne overflade-iver ved de færreste af os ret meget om, hvem vi stemmer på, og hvad vi stemmer om. Det viser alle undersøgelser Plakatteksternes aldeles ubrugelige kampagneretorik er således symptomatisk for en større underliggende uoplysthed. 

Nogle eksempler: StemVanopslagh, svært at stave – nemt at sætte kryds ud for fortæller os absolut nada zilch nothing om, hvorfor vi dog skulle stemme på et jubelliberalistisk flødeskæg. 

Stem dansk’ proklameres der tautologisk fra DF’s valgplakater: Som om kommunal- og regionsvalgene i Danmark ikke per definition er danske valg! Som om DF var en patenteret danskheds ypperste repræsentation! Her er der spor, der skræmmer: vi minde om, at DF har ekskluderet ikke færre end hver fjerde af sine sidst indvalgte byrådsmedlemmer i partiets løbende aflusning af ‘landsbytosser’, rigets bedste mænd og kvinder så sandelig …

Alt det, vi har sammen’, lyder det desperate bøn-råb fra en københavnsk overborgmester, som om han appellerede til en kæreste, der gør klar til at slå op. Men hvad er det, vi har sammen, Frank? Det kan vi godt glemme af og til …

Prisværdigt konkrete er dog ‘Schiller-instituttets venner’, der lover os en magnettogbane over Kattegat, og at Brøndby bliver endestation på Kinas nye silkevej fra Centralasien til Europa. 

»Jeg ved så lidt om, hvad der sker i kommunalbestyrelsen/byrådet, at jeg egentlig ikke burde stemme ved kommunalvalget« svarer 19 procent af et repræsentativt udsnit ja til i en YouGov-undersøgelse – de er nok de mest ærlige af os.

Hvad er forklaringen på den herskende elendighed? Hvis den politiske linje er diffus, og politikeren ikke har holdninger til, hvad han/hun selv vil med kommunen, hvad skal vælgeren så basere sit valg på, når krydset skal sættes?

Teknokratiseringen af kommunalpolitikken giver tamme udmeldinger. Alt bliver administration og optimering. Alt går ud på at få service, skat og organisation til at gå op i en højere enhed. Konstitueringsmøder i landets kommuner handler i dag først og fremmest om ‘personer og poster’ og sjældnere om forhandling af et politisk grundlag! 

Også medierne svigter. Kommunalpolitik og de politiske brydninger i kommunalbestyrelsen får sjældent nogen dækning i hverdagen. Medierne afdækker rævekagerne og sagerne – bryllupsfester i rådhussale, gang bang-parties i forsamlingshuse, men forsømmer mellem valgene at give redelige informationer om de kommunalpolitiske anliggender.

Den kommunalpolitiske offentlighed, som nærdemokratiet skal leve af, findes ikke. Hvad vi spises af med, er nogle ugers aggressiv skilteskov. Det kan vi alle gøre meget bedre.

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Lars Refn

Abonnér på nyhedsmail