Giv hånd eller tag konsekvensen

3. september 2018 / SPOT 10, 2018 / LEDER / SPOT forsikrer: Vores fremstrakte skråt-op-fingre er faktisk en fornem kulturel minoritetshilseform, hvormed vi i vores hjerte udtrykker dyb respekt og hengivenhed over for alle og enhver, der får fingre fra os. Vi synes ikke, man skylder at hilse, som folk gør flest. Til gengæld kræver vi respekt for vores egen hjemmelavede hilseform.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Erik Petri

Skulle nogen afkode betydningen af vores alternative skråt op-salut som topmålet af uhøflighed, er det deres problem, ikke vores. Hvad der tæller, er de gode intentioner, vi siger, vi har. Og bag disse befalingerne fra satirens store gud, Momus (må al verdens latter og morskab være med Ham), som vi skylder den højeste loyalitet, og som nu engang påbyder os at give finger.

Selv hvis vi ville, kunne vi ikke trodse Momus (må al verdens latter og morskab være med Ham). Det må majoritetssamfundet leve med og lære at værdsætte som bidrag til vidunderlig mangfoldighed. I modsat fald vil vi erklære os selv for ofre for arg intolerance.

Måske er intentionerne nogle andre end dem, vi siger, men skulle nogen spørge, siger vi altid, at de er at udtrykke respekt og hengivenhed. Sådan gavner vi bedst vores hilsens chance for indpas.

SPOT uddeler ikke kun fuck-fingre. Vi karikerer. Og karikaturer udtrykker de upopulære sandheder. De opvakte vil i det foregående se en karikatur af det ræsonnement, der fremføres af håndsky islamister. Fremmest blandt disse er ikonet Asmaa Abdollah Hamid, der i multikultikredse nyder al den velvilje og forståelse, en Marie Krarup ikke fik, da hun ikke ville gnide næse med maorier. Strukturelt set den samme uhøflighed, men der er forskel på folk, og håndtrykket er ikke i høj kurs hos multikulturalister. 

Især ikke med den politisering af hilseformer, der nu sker med en forventelig ny betingelse for statsborgerskab: Vil du være dansker, skal du ved statsborgerskabsceremonien give hånd til den danske øvrighedsperson, der forestår den.

Den idé kommer fra Dansk Folkeparti og er dermed forgiftet i udgangspunktet, tænker de rettænkende multikultier, der ikke kan se værdi i danske hilseformer, men stor værdi i fremmedartede. Håndtrykket er gammeldags, stift og formelt. Ingen giver alligevel hånd længere. Det er snarere krammere og kindkys, vi moderne mennesker griber til. Hilseformer er vilkårlige. Den ene kan være lige så god som den anden. 

SPOT må erklære sig uenig. Vi ser intet odiøst i at insistere på at egne kulturelle præferencer, når det gælder omgangsformer, og tilslutter os håndtrykket som næst-korteste afstand mellem to mennesker (Viktor Borge havde ret: Smilet er den korteste).

Hilse- og omgangsformer er ikke ligegyldige, og håndtrykket er historisk og geografisk den mest udbredte hilseform, som mennesker har. Det  sætter form på noget, som hæver sig over det kulturelt specifikke. For hvad udtrykker et håndtryk? Ikke den forlorne respekt i Asmaas hånden på hjertet, men noget vigtigere, nemlig gensidig anerkendelse og universel ligeværdighed. Håndtrykket er den måde, hvorpå sande ligemænd hilser på hinanden. 

At afslå en fremstrakt hånd er ikke bare uhøfligt. Det er udtryk for afstand og afvisning af det lighedsprincip, som er grundlæggende for ethvert demokrati. Med håndtrykket giver vi vores tilslutning til et fællesskab baseret på gensidig medborgerfølelse uden hierarkier på tværs af køn, religion og baggrund. 

Det tilkommer ikke udefrakommende, der skal finde ind i et sådant fællesskab, at diktere deres egne og afvigende hilseformer, og når de insisterer, er det dobbelt uhøfligt. 

Symbolikken i et håndtryk er demokratisk, og vil man være med i demokratiets fællesskab, hvad man må formode, man vil, hvis man vil være statsborger i et demokrati, er der ingen vej udenom: giver man hånd. I civilsamfundet kan man bagefter gøre, hvad man vil - og tage de eventuelle konsekvenser af egen uhøflighed. Men i den særlige sammenhæng, som tildeling af et statsborgerskab udgør, giver håndtrykket fremragende mening. Lad det være fast, varmt og ledsaget af et åbent blik. 

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Erik Petri

Dk Politik

Abonnér på nyhedsmail