Copenhagen Shame og Nørrebro Pride

4. september 2018 / SPOT 10, 2018 / Når Copenhagen Pride stolt går gennem Copenhagen, og regnbueflaget vajer fra Rådhuset, Børsen, Nationalbanken, Nordea, Nationalmuseet, Højesteret, Byret, Østre Landsret, Flåden, Hæren, Luftvåbnet, Livgarden, Gardehusarerne, Frømandskorpset, Hells Angels, Det Kongelige Teater, Folketinget, Amalienborg, Mærsk, Industriens Hus, DSB, Politigården, alle ministerier, statsmuseer, statsanerkendte museer, Københavns Universitet, Domkirken og biskoppen, alle større koncerner og multituder af små og mellemstore virksomheder, og desuden langs hele ruten tiljubles af gamle og unge og børnefamilier, kan man et ganske kort øjeblik forvildes til at tro, at det efter mange årtiers kamp for minoriteters ligeret faktisk ER ved at være nogenlunde accepteret i den bredere befolkning – at kampen er ved at nå sit mål.

Tekst af Katja Kvaale

Tegning: Erik Petri

Men »det er heldigvis en kæmpe misforståelse,« fastslår talsmand for de ægte queer, Yannik Nehemiah Antonio Harrison, »så diskriminationsafhængige minoriteter inden for minoriteten kan ånde lettet op,« siger han betryggende. 

De homoer, som ikke desto mindre går med i hoved-Priden, der starter ved Frederiksberg Rådhus og ender på Københavns Rådhusplads, ligger således i med fjenden alle til hobe; de er fuldstændigt til fals for kapitalistiske, svagtpigmenterede heteroer. Disse værnemager-homoer eller hus-homoer smisker og smasker for de normalitetsnormative undertrykkere, sælger ud af det politiske i sagen og spreder ben for ussel mammon, forklarer han venligt om de minoriteter, der i modsætning til ham selv ikke har gennemskuet det heteronormative hvide regimes udelukkende kommercielle og undergravende interesse i Priden. »De forlorne mainstream-homoer er usle lakajer for fjenden, og deres måde at være queer på er ganske enkelt ikke godkendt af mig,« bedyrer Harrison. SPOT spørger, om han kan give en indsigt i, hvordan man godkendes som tilstrækkeligt queer.

Jo, Harrison og nogle af hans venner har arrangeret en mere ægte og helt ren PrideNørrebro. Hvide mænd med penis, som tiltrækkes af kvinder, må derfor under ingen omstændigheder nærme sig Nørrebro Priden, selvom de har en t-shirt på, der tydeligt tilkendegiver deres ubetingede og oprigtige støtte. »Det duer simpelthen ikke,« forklarer Harrison, »de er smittebærere af fornuft, og vi tager ingen chancer«. Derudover har Harrison besluttet, at Nørrebro Priden skal være rangordnet efter krænkelses- og undertrykkelsespotentiale, hvorved tamburmajoren er det allermest pigmenterede menneske med mest afvigende eller hidtil ukendte seksualitet, der kunne opdrives i kongeriget, hvorefter rækkerne marcherer i takt, rangordet i henhold til faldende hudpigment og/eller bogstavkombinationen af seksuel orientering. Bagest sjosker så de beigefarvede af jævn homoseksuel observans, tydeligvis lidt sagtmodige over, at det virkelig var, hvad de kunne drive det til rent minoritetsmæssigt. 

»Det var ikke helt nemt at lave den interne taksonomiske rangorden,« forklarer Harrison ivrigt til SPOT, og fortsætter: »Det blev nødvendigt for os i Nørrebro Pride at få fat i en fysisk antropolog af den gamle skole nede i en snæver dal i østrigsk Tyrol, fordi alle andre videnskabsmænd helt har opgivet raceteori efter Hitlers rædselsregime i 1940erne. Men han hjalp os med at få raceskemaet endeligt på plads!« konstaterer Harrison tilfreds. Han viser – med eneret for SPOT – et godt gammeldags oversigtsskema frem, hvor etniske grupper af allermest blåsorte pigmentering såsom jæger-samlere fra Congo-deltaet i Sub-Sahara Afrika med helt rent blod bonner flottest ud i chancen for at gå forrest i Priden, mens de følgende rækker i optoget må optages af mennesker med herkomst ved Nilens udspring i Rwanda og nordover, i Vestafrika og på Afrikas Horn. Bag dem trisser så Sahara-befolkningerne, inklusive beduiner og berbere. Tamiler fra Sri Lanka får faktisk kilet sig ind mellem Sahara-folk, Mellemøstens og de fleste øvrige af Asiens folk og så Sub-Sahara afrikanere, da tamiler er i besiddelse af et hudpigment, der virkelig viser baghjul. daler den raciale og queer-mæssige kapital ellers række for række lige indtil den identitetsfattige beige bagtrop. Det bliver ikke mindre indviklet af, at hudfarverne skal krydsrefereres med seksuelle observanser med flest mulige bogstaver ud over LGBTQ, hvorved en transseksuel kabyler fra nordlige Sahara kan tænkes at skulle gå foran en ashante fra Vestafrika, som bare er almindelig homo. »Det har ikke været helt nemt at få vores puristiske og totalitære intoleranceopvisning puslet på plads« siger Harrison forpustet, og konstaterer tilfreds: »Men det lykkedes!«.

© SPOT, Katja Kvaale og Erik Petri

Abonnér på nyhedsmail