Hvis der stadig er nogen, der mener at denne stadige massedruknedød er en ondartet afvigelse fra civilisationens orden – et humanitært katastrofefænomen, som vi, der har midlerne og mulighederne, har moralsk pligt til at gribe ind imod – så taler de ikke længere særlig højt. Men spørgsmålet er selvfølgelig også, om nogen ville gide at lytte. Den uendeligt deprimerende sandhed er, at europæerne er i dag blevet uempatiske, kynisk rutinerede og afstumpede over for de menneskelige tragedier, der til stadighed udspiller sig ved vores grænser.
I september kunne det ikoniske foto af den druknede treårige syriske flygtningedreng, Alan Kurdi, skvulpende i vandkanten som en strandvasker, endnu røre vores sind. Dengang erklærede Europa-
kommissionsformand Jean-Claude Juncker, at EU nu måtte, og at EU nu ville sætte indsatsen for at løse flygtningekrisen øverst på dagsordenen. »Status quo er ikke længere en mulighed,« sagde han og bebudede omfattende reformer af EU’s asylsystem.
Listen over de tilsvarende halvkvædede, hændervridende udtalelser, hvormed Europas ledere i årevis har søgt at værge for sig, kan gøres meget lang. Men ikke nok så mange højtidelige forsikringer eller nedsættelser af EU-arbejdsgrupper har hidtil kunnet hindre, at migranterne og flygtningene bliver ved med at drukne, regelmæssigt og i tusindtal. Hvordan kan vi på den baggrund konkludere andet, end at der ikke ER nogen politisk vilje til at sætte effektivt ind imod disse humanitære katastrofer, uanset at de er fuldkommen forudsigelige?
Det nye var så måske denne gang, at vores ledere ikke engang gad lade som om. Selv ikke det hjerteskærende foto af en hjælpearbejder, der holder en druknet baby i sine arme, formåede at fremkalde de halvhjertede bekymringer, vi er så vant til.
Er forklaringen mon, at Europas ledere ikke længere føler sig presset af Europas vælgere og offentlighed? Og skyldes dette igen, at europæerne i stigende grad lader sig forføre af en forløjet højrepopulistisk retorik om, at vores livsform og samfund skulle være eksistentielt truet af en ‘kulturfremmed’ folkevandring?
Massedruknedøden og bådhavarierne er ikke bare tilfældige, hændelige ulykker. De er et direkte resultat af den europæiske migrationspolitik og af befæstelsen af Fæstning Europas grænser. Hvis man vil søge asyl i Europa, må man sætte fod på europæisk jord, og dette er blevet noget nær umuligt med EU’s selvforskansning. Hvor mange flygtninge og migranter de
europæiske samfund kan tage imod og integrere, er en politisk diskussion, hvor det kan siges både pro et contra. Men selv om man kan gå med til, at vi som europæere ikke har pligt til at åbne vores grænser for enhver, der vil ind, så må vi i det mindste have pligt til at hindre -massedruknedød på Middelhavet.
Selvfølgelig har vi råd til at afsætte de fornødne ressourcer til at overvåge og redde. Italiens Mare Nostrum-operation, der løb fra 2013 til 2014, reddede mange flere flygtninge, end det europæiske grænseagentur, Frontex er i stand til under sin nuværende Triton-operation. Mare Nostrum, som Italien selv måtte finansiere, kostede 108 millioner euro. Det svarer til, hvad EU-bruger i landbrugssubsider på én enkelt dag. Vi er nødt til at opgradere beredskabet til mindst samme niveau som under Mare Nostrum. Eller også må vi i det mindste være ærlige og sige, at vi ikke betragter syriske, nordafrikanske og eritreiske menneskeliv som værd at redde.
