#e32f2f Hvordan ‘neger’ åd ‘nigger’ og blev det nye sort / SPOT 9 / 2016

Hvordan ‘neger’ åd ‘nigger’ og blev det nye sort

23. maj 2016 / SPOT 9, 2016 / Den kronragede nordjyde med den gemytlige Gauleiter-fremtoning fik, hvad han gik efter. Ordet ligger ifølge ham selv ‘dybt i mit vokabular’.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Torben Wilhelmsen

Ordet kom da også fra en anden tid – bundfældet for længe siden i udenrigsordførerens indvolde. Dér hvor også hans politiske mavefornemmelser fødes. Fra hin tid, hvis genkomst Dansk Folkeparti gerne ville sikre. Fra hin tid, som disse nationalnostalgikere lever af at foregøgle deres vælgerkorps, at de kan bringe tilbage, hvorefter tryghed og genkendelighed atter vil herske i det ganske Dannevang. Hin lykkelige, uskyldige tid, da man ubekymret kunne sige ’neger’ uden at nogen ville finde på at gøre et farligt kissejav ud af det. For herregud da, i hin tid var sorte så sjældne i landskabet, at ordet så udmærket kunne tjene til at udpege særsynet for de måbende! En eksotisk og sjælden begivenhed, som da Holbæk Amts Venstreblad – i 1958 – noterede: ‘Neger set på hovedgaden’. Og åh jo, selvfølgelig kunne DF da også have inkluderet ‘en neger’ i sin nye kampagne, der viser den ‘familien Danmark’, med photoshoppet vovse, som man ‘vil passe på’. Blot var den mulighed ikke faldet kampagnestaben ind, men skam få den, der tænker ilde derom.

Midt i harmen, der som kalkuleret eksploderede på de sociale medier og i den større offentlighed, talte ingen længere om partifællen Morten Messerschmidts misliebige omgang med EU-oplysningsmidler til egen promovering. Symptomatisk for forargelsesfryden så en anden udenrigsordfører, Socialdemokratiets Jeppe Kofod, snittet til at pøse benzin på bålet og udvirke den glidning på udtryksplanet, som en politisk korrekt tid for længst har hidbragt på indholdsplanet: I dag er der identitet mellem de to n-ord. Det racistiske ‘nigger’ har ædt det deskriptive ‘neger’ og koloniseret det med sin egen infami. Fremover ligger uhyrlige stereotype og stigmatiserende profileringer virtuelt på lur i ordet, og kan ved dets blotte nævnelse invadere vores forestillingsverden. Sig ‘neger’ og du bliver på stedet selv til sydstatsbonderøv og slavehandler. 

Tabuiseringen af ’neger’ sker ud fra den semiotiske naive tankegang, at skadelige forestillinger kan udrenses af virkeligheden ved at tabubelægge ord. Men just fra det skjul, hvortil det tabuiserede er fortrængt, virker dets fatale tryllekraft med større, desto mere skræmmende styrke: At de skadelige racistiske forestillinger er intakte, viser sig i den stedse mere hysteriske formaning om, at ‘man ikke må sige neger’. 

Her vil SPOT foreslå et bedre alternativ: ufarliggørelse mellem generobring. Bøsserne gjorde det for årtier siden med ordet ‘bøsse’, der engang var stygt, men som kun få har ondt ved i dag, og for ti år siden kunne vi sagtens have både ‘vejrnegre’ og Negermagasinet. Ords betydning klæber ikke som etiketter til varer. De er en funktion af samspillet mellem også andre faktorer såsom udsigelsesposition, kontekst og betoning. Ja, selv ‘nigger’ kan næsten gå, når sorte bruger det til eget husbehov i kærligt drillende i omgangssprog, eller når Michael Strunge approprierer det som titel på en samling punkdigte. Betydninger er ikke en gang for alle givne. Dem skaber vi løbende selv gennem vores sprogbrug i stadig nye tilskrivninger. 

Når Søren Espersen udtaler n-ord, bliver de på én gang rød klud for krænkelsessyge og vidnesbyrd om hans og andre sorte kræfters umulige drøm om at skrue tiden tilbage til dengang ikke-hvid hudfarve var noget, man partout skulle bemærke, fordi den afveg fra datidens normerede danskhedsforestillinger. Både hans nostalgisk-provokatoriske brug af ordet og den proportionsløse opstandelse og sårbarhed, som igen har vist sig i reaktionerne på den, giver racismen medvind. Og viser os hvor lang vej der ulykkeligvis endnu er, før vi kan håbe på en reel afvikling af dens menneskeligt forkrøblende optikker. 

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Torben Wilhelmsen

Abonnér på nyhedsmail