#b5405a De frie, ufrie fugle / SPOT 7 / 2016

De frie, ufrie fugle

3. maj 2016 / SPOT 7, 2016 / En fabel

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Erik Petri

»Al frigørelse må jo starte et sted«, sagde en toneangivende fri fugl. For sin enkle iagttagelse høstede den frie fugl stort bifald hos sine egne, hvor man i de dage var meget optaget af spørgsmålet om frihedens fremme for dem, der ikke nyder godt af den. At frihedens store mål bedst nås bedst ved at at tage bittesmå forsigtige skridt ad gangen, var de fleste rørende enige om. Under alle omstændigheder måtte den jo komme indefra.

Nu meldte sig det store spørgsmål: Hvordan kunne burfuglene bedst bibringes forståelse for, at buret ikke nødvendigvis skulle forblive endestationen og ufrihed deres skæbne. Ligefrem at befale dem at forlade det for at slutte sig til de frie fugle, var naturligvis udelukket. Det ville være aldeles modproduktivt og kun få dem til at klynge sig til burets kendte omgivelser og synge med de fugle, de allerede var iblandt, med desto større hårdnakkethed. 

Det bedste var nok at åbne fugleburet lidt på klem til det nærliggende bassin. kunne burfuglene selv om, hvorvidt de nu havde lyst til at flyve ud over det dybe vand. Og om de havde mod til at gå op imod burvogterne i deres midte. Men skulle lugen åbnes indefra eller udefra? Det var ikke så let at afgøre, men at nogen fandt det sidste utilbørligt, siger sig selv, og hvordan kunne man overhovedet være sikker på, at burfuglene tragtede efter den såkaldte frihed uden for buret, siden buret jo nu engang var blevet etableret? Det var der vel en grund til, ikke sandt? Buret, som godt nok var nyt i landskabet, generede desuden ikke nogen af de frie fugle, der kunne passe deres dont som hidtil. 

At vejen til friheden blev bedst åbnet på denne let lindende måde, var et synspunkt, der vandt gehør. Især, fordi man på den måde kunne blive fri for den ubehagelige skræppende ufred, der ville kunne forventes, hvis en eller anden skinger maksimalist fandt på helt at foreslå bure afskaffet og lade alle fugle flyve frit i egne valgslægtskaber. Der var trods alt ikke nogen grund til at lægge sig ud med vogterfuglene og da slet ikke med de frygtede kampfugle, som man vidste, kunne være der, og som man allerede havde gjort særdeles ubehagelige erfaringer med. 

Denne fremgangsmåde med at fremvise et bassin og åbne på klem blev også rost af flere, fordi man måske herved kunne sikre, at burfuglene ikke blev fremmedgjorte over for eller kom til at sætte sig op imod de vogterfugle, der så selvbevidst inkarnerede indespærringskulturens højere mening og orden. Vogterfuglene havde for øvrigt en form for indforståede sympatisører blandt de frie fugle, der var af den opfattelse, at det ville være en stor skam, hvis alt for mange burfugle blev konverteret til frie fugle som de selv. Man må vel også være fri til at være ufri, hvis det nu er det, man vil, blev det fremført. sin vis var de også mere pyntelige i deres bure, burfuglene, hvor de med deres fremmedartede fjerdragter bidrog til en større ornitologisk mangfoldighed, og noget sådant kan ingen jo være imod. At det var nødvendigt at tage hensyn til de nydende betragtere af de indespærrede fugle og ikke berøve dem dette syn fra deres egne frie betragtningspunkter, var ikke en ualmindelig holdning.

Hvordan historien ender, vides ikke, men de første burfugle har da fundet vej til bassinet, hvor de lader til at have det herligt og plasker glade rundt, skønt de endnu er fastholdt i lænker, således at vi ikke risikerer, at de en skønne dag helt forlader buret. Det vil i sidste ende være op til dem selv. 

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Erik Petri

Abonnér på nyhedsmail